Der findes få ting, der kan være lige så angstprovokerende, som pludselig at stå uden job. Frygten for fremtiden kommer snigende og med sig har den gradvist mere usikkerhed om egne evner.
Helt naturligt, for vores komfortzone er rystet, trygheden er væk og vi har mistet kontrollen med en væsentlig del af vores liv. Automatreaktionen kan hurtigt blive at male fanden på væggen. Om ikke andet så for at gardere os mod ubehagelige overraskelser senere.
Jeg har skiftet job flere gange, og mistet job uden at have et nyt på hånden. Prøvet både at blive sparet væk og selv valgt at sige op. Hver gang med bløde knæ, men op gennem årene også med en gradvist mere rank ryg.
Jeg husker fuldt ud den første gang, jeg pludselig stod uden arbejde. Tæppet var revet helt væk, og jeg røg ned i et sort hul, hvor jeg var helt sikker på, at jeg nu havde forspildt min chance for nogensinde at blive forløst på arbejdsmarkedet.
Den afgørende ændring blev en justering af fokus på min situation. I stedet for at se på det som en endestation, hvilket det føltes som, begyndte jeg at fokusere på det som en station på en lang rejse. En pause placeret i en udørk uden en eneste distraktion eller attraktion i nærheden, hvilket i praksis gør det væsentligt nemmere at koncentrere sig om i hvilken retning rejsen skal fortsætte.
Idag har jeg (mindst) tre helt essentielle indsigter, som jeg har taget med fra disse kortere eller længere pauser i mit arbejdsliv.
Tab af kontrol er en chance - grib den!
Tab af kontrol klinger umiddelbart negativt, og det er nok de færreste, der ligefrem sigter efter at tabe kontrollen med væsentlige aspekter af deres liv. Kontrol har dog også en bagside. Det er til for at sikre status quo, og jo mere fokus man har på det, jo mindre plads er der til forandring og udvikling. Endnu mindre, når det er funderet på noget så skrøbeligt som arbejdslivet. Så kræver det endnu mere kontrol at fastholde den tryghed, som man - inderst inde - godt ved kan forsvinde fra den ene dag til den anden.
Jeg har det fint med tryghed i kontrollerede rammer, men jeg ved også, at det er når jeg vender ryggen til rutinerne i midten af komfortzonen og vover at slippe grebet om trygheden i det kendte, at jeg kan gøre den største forskel. Også for mig selv.
Det er det, et jobskifte tvinger mig ud i. Når jobbet ryger, så ryger kontrollen og udløser akut utryghed. I et splitsekund er der ikke fast greb om noget som helst. Man hænger og flagrer og det er svært ikke at kigge ned og se bunden nærme sig med rekordfart.
Jeg vælger at kigge op i stedet, hvilket over tid bliver nemmere.
Jeg trækker trods alt stadig vejret, jeg lever og jeg kan slå med vingerne for at se om de kan bære. Jeg er faktisk stadig i kontrol. Om ikke andet så over mig selv. Der ER faktisk stadig en komfortzone. En anden af slagsen. Rundt om mig selv.
Det er nu den skal styrkes. Den er kernen i resten af dit liv. Verden forandres omkring os, det bedste du har at holde fast i er dig selv.
Når jeg grundlæggende er i balance med mig selv, så efterlader det en følelse af kontrol og dermed tryghed. Jeg styrer selv, hvornår jeg skal træde et skridt tilbage eller i hvilken retning jeg skal tage to skridt ud på lidt mere tynd is. Det er den kerne, der altid er med mig, uanset hvad der så ellers sker af ændringer i min hverdag.
Komfortzonen er noget jeg tager med på arbejde, ikke noget jeg møder ind til. Hver dag frem mod mit næste job er første dag i bestræbelserne på at gøre den så robust og stor som overhovedet muligt.
Jobtab kan således føles som en eksistentiel krise, men det er faktisk en eksistentiel chance. Det er bare med at gribe den.
Ledighed er en pause - udnyt den!
De fleste nyder deres arbejdsfri dage - ferier og helligdage - fordi det er en anledning til at sætte arbejdslivet på standby, og prioritere andre ting. Det er vigtigt, og det er noget vi alle sammen værdsætter.
At miste sit job er ikke en ferie, for hvem kan slappe af, når det er uden fast bagkant og præget af usikkerhed og utryghed om fremtiden? Men i virkeligheden er det for langt de fleste blot en pause i arbejdslivet - hvilket vil sige at der ER en fast bagkant. Du kender den bare ikke endnu.
Dermed er der således ikke nogen grund til at udskyde til i morgen, hvad der kan nåes idag. Det gælder om at udnytte tiden bedst muligt. Nøjagtigt som når man holder arbejdsfri, og her sætter arbejdslivet på standby og fokuserer på andre væsentlige ting i livet.
Det er nu, at der skal fokuseres på andre ting. Dig selv eksempelvis, og det der sådan helt grundlæggende betyder noget for dig.
Jeg har eksempelvis taget til skolehygge med ungerne uden at det er sket stakåndet og med flygtige blik på de arbejdsmails, der er tikket ind på mobiltelefonen. Det burde ikke føles som en luksus, men gør det, fordi det førhen - ubevidst - var endt med at stå i skyggen af arbejde.
Jeg har også grebet chancen for at genoplive sociale og faglige netværk, prioriteret faglitteratur og gå-hjem-møder med temaer, som jeg har tændt på, men normalt ikke ville prioritere, fordi tiden var for presset eller emnerne ikke direkte relevant for min aktuelle arbejdssituation.
Gevinsterne har været øget viden og indsigt, mentalt overskud og skyts til den personlige refleksion, der ikke altid er tid til i arbejdslivet, men som er så afgørende for at finde den helt rette kurs fremadrettet, og gør mig til en langt bedre medarbejder i det næste job.
Og så er det iøvrigt altid godt at prioritere sit netværk, for det kan sagtens være gennem det, at næste job kommer.
Kig bagud - og bliv klogere!
Jeg har tidligere blogget om hvorfor man skal elske sine fejl - med baggrund i et jobskifte, som jeg længe slog mig selv i hovedet over.
Idag fortryder jeg ikke det jobskifte længere. Jeg er faktisk glad for det. Det gjorde mig klogere. På mig.
Og det er netop den helt fantastiske chance en jobpause også er. Det er en mulighed for at se bagud på karrieren, og gøre det med den distance, der skal til for at få det store overblik. Det kan være svært at se og forstå sine egne handlinger og beslutninger, når man sidder midt i en travl hverdag. Det er også nemt at glemme alt om det, når hverdagen pludselig er blevet en helt anden. Men heri ligger også et potentielt tab af indsigt, som du skal bruge fremadrettet.
Uanset om jeg har været glad, vred, motiveret eller frustreret i det job, som jeg har taget afsked med, så prioriterer jeg refleksion over, hvad jeg har været igennem, når jeg pludselig ikke er i jobbet mere.
Jeg vil gerne mere af det gode, og mindre af det dårlige. Men hvis jeg skal vide, hvad der er hvad, så er jeg nødt til at reflektere over, hvad jeg har oplevet.
Hvilke opgaver efterlod mig usikker? Så er det nu, jeg skal udnytte tiden til at opsøge ny viden!
Hvilke opgaver gav mig et kick? Så er det her, jeg skal fokusere, når det gælder jagten på et nyt job!
For nu bare at tage et par af de oplagte.
Og når alt kommer til alt ...
Bliver du et dårligere menneske af at stå uden job? Nej!
Kan du blive et mere robust og klogere menneske midt i en jobpause? Ja!
Og så er det altid godt at huske på, at man ikke er alene. Faktisk er det helt normalt at have pauser i sit arbejdsliv. Sidste år opgjorde Beskæftigelsesministeriet - på et spørgsmål fra Folketingets beskæftigelsesudvalg - at 74 procent af alle 42-årige i Danmark mindst én gang har oplevet at stå uden job i mindst seks uger i perioden 1992 til 2014.
Lediggang som saadan er ingenlunde en Rod til Ondt, tværtimod den er et sandt guddommeligt Liv, naar man ikke keder sig.
