Når hjernen forventningsafstemmer og konsekvensberegner for at analysere en stribe forskellige løsningsstrategier til en konkret opgave, så er det en hjælp til at komme i gang, men ikke nødvendigvis til at blive færdig
Er du en af dem, der er rigtigt god til at finde nye veje og løsninger på udfordringer og problemer? Så god at du både får lavet planerne og igangsat projekterne?
Og ender du så med ikke helt at få dem gjort færdigt eller løst, som du havde forestillet dig?
Du er ikke alene, og faktisk sker det hele tiden både i det helt nære og personlige og i store organisationer. Projekter sættes i søen, men bliver enten hastet uhensigtsmæssigt hurtigt igennem eller kommer ikke helt i mål, hvis ikke de simpelthen bare forsvinder og glider ud i tågen uden at du eller andre helt ved, hvor, hvornår eller hvorfor det skete.
Årsagerne kan være flere, men en af de mere oversete er den meget menneskelige kompetence forestillingsevnen. Det er en af de mest markante styrker, der har bragt menneskehedens udvikling fremad, men også bærer på en skyggeside.
Forestillingsevnen hjælper os, fordi vi kan visualisere en virkelighed, der ikke er endnu, hvilket gør os i stand til at vurdere risiko og gevinst ved at gøre noget, før vi reelt gør det.
Vi kan så at sige teste løsninger af uden at det koster os andet end mental kapacitet.
Vi kan eksempelvis godt forestille os, hvordan stuen ser ud nymalet, og visualisere for os selv, at vi maler væggene. Vi har bare ikke gjort det endnu. Intention, proces og resultat er således tydeligt, men handlingen mangler. Det burde være nemt, for vi har fundet den bedste plan og vi ved præcist, hvordan slutresultatet skal se ud. Det bliver bare ikke nødvendigvis så nemt, når det skal føres ud i livet.
Stuen bliver kun malet én gang, måske lidt for hurtigt, selvom den skulle have to gange, eller måske bliver den slet ikke malet. Projektet går i stå, før det er færdigt.
Forklaringen kan som nævnt være flere. Nogle gange er det fordi, det faktisk viste sig sværere end vi havde forestillet os eller vi havde overset aspekter af projektet. Det skyldes typisk, at vi har forestillet os projektet på et tidspunkt, hvor vi havde begrænset mental kapacitet, og derfor simpelthen ikke havde nok plads til at inddrage flere perspektiver og viden. Måske mangler der kompetencer, overblik og/eller ressourcer, når det, der var så klart og tydeligt i tanke, skal virkeliggøres i handling.
Men så er der de gange, hvor der umiddelbart ikke er noget, der burde forhindre os i at nå i mål. Hvor forarbejdet er gjort godt, og vi så alligevel ikke lykkes.
Det kan paradoksalt nok skyldes netop det, at projektet er tænkt grundigt igennem. Vi har faktisk allerede gennemført det i vores hoved, hvilket kommer til at udfordre vores mentale tålmodighed, når vi handler på det i praksis. Det tager væsentligt længere tid at udføre handlingen end at tænke den.
Logisk set, så ved vi det godt, men vores hjerne skelner meget dårligt mellem oplevet virkelighed og reel virkelighed, og derfor har vi allerede fået en belønning for den færdigmalede stue, så snart vi kan se og mærke den indeni. Det er det, som nogle oplever som forventningens glæde. I virkeligheden er der taget forskud på glæden ved et færdiggjort arbejde.
Når du så står i stuen og svinger malerpenslen, så konfronteres du med et projekt, som skrider væsentligt langsommere frem i virkeligheden end det gjorde inde i hovedet, hvor du er færdig, og derfor begynder hjernen at kede sig. Den har løst opgaven, og fået den positive følelse af det. Gradvist kommer utålmodigheden snigende og hjernen begynder at finde på noget nyt at bruge kapaciteten til.
Det kan komme til udtryk på flere måder. Enten stiger tempoet, der males i, fordi projektet skal overstås, hvilket betyder, at det måske ikke helt bliver så godt, som det kunne være, hvorfor du bliver irriteret over at skride væk fra det færdige og perfekte billede af stuen inde i hovedet, eller også går tempoet ned og til sidst i stå, mens du gradvist bevæger dig over i et andet projekt.
Pludselig dukker overspringshandlingerne op, og projektet skal nu gennemføres på trods, hvor det handler mere om viljestyrke end egentlig motivation.
Konstruktiv brug af kapacitet Når jeg arbejder med væredygtighed hos mennesker, så er der stort fokus på kapacitet, herunder den mentale. Når der er begrænset kapacitet, hæmmer det vores adgang til at finde de rigtige løsninger og handle på dem, men der er også situationer, hvor der er ledig kapacitet, og det så ender med at blive et problem, fordi den bruges forkert.
Det hele ligger i det mentale. I det øjeblik, hvor hjernen har gjort noget færdigt, så begynder den at fokusere på noget andet. Hvis du ikke bevidst vælger noget til, så sker det ubevidst. Hjernen står ikke stille, og er der ikke brug for den i det, som du laver, så begynder den at vandre andre steder hen. Det kan være både godt og skidt. Hvis din hjerne er trænet til konstruktive vandringer, så forsvinder fornemmelsen af tid og dermed også utålmodigheden. Evner hjernen ikke at vandre konstruktivt, så vil den også begynde at finde på ting, der kræver din fysiske tilstedeværelse og da du kun kan være i gang med én ting ad gangen, ender det med at aktivere utålmodigheden. Du skal ikke lave det her, du skal videre til noget, som din hjerne nu synes er sjovere eller vigtigere.
Hvis ovenstående lyder bekendt, så skal du, før du går i gang, sørge for at lave konstruktive tilvalg til din hjerne. Det vil sige tilvalg, som din hjerne kan være aktiveret med UDEN at det kræver fysiske handlinger.
Det kan være tilvalgte input udefra eller indefra, men det vigtigste er, hvis du skal færdiggøre et projekt, der kræver fysisk aktivitet, at hjernen kan arbejde "alene" uden kroppen er med.
Det er altså væsentligt bedre at lytte til en lydbog, mens du maler end at planlægge en konfirmationssang, fordi det øger risikoen for at du pludselig sidder ved spisebordet med en stak papir og en blyant. Det kan også være, at hjernen simpelthen skal have lov til kigge indad. I det øjeblik, hvor kroppen løser mere eller mindre automatiserede opgaver, er et oplagt tidspunkt til mental restitution. Du kender det sikkert allerede. Har du eksempelvis gået en tur, og oplevet at have mistet tidsfornemmelsen undervejs? Det sker typisk, når tankerne kredser om noget, der er vigtigt, men ikke kræver, at du handler på det, mens du går i skoven eller umiddelbart bagefter. Du bevæger dig uden utålmodighed, fordi du ikke skal skynde dig, og kommer hjem med en hjerne, der føles friskere end da du tog afsted. Det bedste ved det hele er, at du gik turen, du tog ingen genveje, eller gik i stå undervejs. Du gennemførte. Her er mine tre "tricks" til at gøre tingene færdige, når utålmodigheden sætter ind.
1/ Forbered dig med nogle meditative øvelser, som hjernen kan arbejde med undervejs. Når hjernen har fokus indad, så forsvinder fornemmelsen af tid.
2/ Stop op, når utålmodigheden rammer, og træd fysisk et skridt væk fra det, som du har gang i. Betragt det aktuelle fremskridt og beløn dig selv for det. Det er ligegyldigt, hvor lille fremskridt eller hvor langt fra målstregen, du er. Du stopper op hver gang, og anerkender dig for progressionen. Det dulmer utålmodigheden, fordi det overdøver trangen for en belønning et andet sted. Og så vender du øjeblikkeligt tilbage til projektet.
3/ Planlæg pauser, hvor du må dedikere dig til noget helt andet. Lad være med at planlægge pauserne ud fra en overambitiøs forventning til din vedholdenhed. Hellere kortere tid mellem korte pauser end lang tid mellem længere pauser. Det er nemmere at holde hjernen tålmodig, hvis der ligger noget sjovere og venter lige om lidt fremfor det modsatte.
Din krop kan i øvrigt også fucke med dit hoved på samme måde. Det kan således være svært at tænke tanker færdige, hvis kroppen keder sig. Det kan lige så vel være din krop, der er årsagen til at du pludselig står ved kaffemaskinen i stedet for at sidde ved skrivebordet med din opgave, som det kan være hjernen, der flytter din krop, fordi den kedede sig, mens du sad og løste opgaven. Her kan det hjælpe at inddrage fysiske aktiviteter, der ikke kræver din hjernes tilstedeværelse. Eksempelvis noget så enkelt som små udstrækningsøvelser placeret henover arbejdsdagen, hvis du har stillesiddende arbejde.
Ledig kapacitet - om det er mentalt, fysisk eller emotionelt - er således en åben dør, og hvis du ikke er bevidst om, hvad der kommer ind gennem den, så træffes tilvalgene for dig. Enten af underbevidstheden eller af omverdenen, og det er langt fra sikkert, at det rent faktisk gør dig bedre til at færdiggøre opgaven.
Sørg for at foretage konstruktive tilvalg, der gør dig god til at være i det, som du er i gang. Både mentalt, fysisk og emotionelt. Det øger sandsynligheden for at du får gjort tingene færdigt.
Hvis du har brug for hjælp til at få tingene gjort færdige på en mere væredygtig måde, hvilket i praksis betyder, at du sørger for at skabe fremdrift ved at være dig på den bedst mulige måde, så er du velkommen til at kontakte mig. Den indledende samtale er uforpligtende og gratis.
