Pludselig løber livet med dig og ikke omvendt, og det er nærmest umuligt at se, hvordan det skal være anderledes. Det er hamsterhjulet og jeg har selv løbet i det.

Jeg ved ikke, hvornår jeg begyndte at blive stakåndet, men jeg løb stærkt for at holde mig på omgangshøjde med alle de forventninger, som var stablet op og lå usagte rundt om mig. Mine egne og alle andres i en stor uformelig bunke.
Jeg anede ikke, hvorfor jeg løb, hvor jeg løb hen og om jeg overhovedet ville opdage det, hvis jeg nåede derhen.
Det var mit arbejdsliv, og det var mit hamsterhjul.
Meningsløshed i en ramme af gode kollegaer og høj faglighed. Men også en hverdag, hvor den ene dag tog den anden, og jeg følte mig gradvist mindre og mindre tilstede i min karriere. Jeg var blevet en medpassager i mit liv, og havde således en oplevelse af, at have mistet indflydelse, hvilket er den direkte vej til magtesløshed, håbløshed og tab af selvværd.
Udefra så det ud som om jeg "bare" stod af, den dag jeg sagde mit job op, men i praksis føltes det mere som om jeg faldt af.
Det har jeg lært meget af. Ikke mindst om at være hamsterhjulsforpustet, og aldrig blive det igen.
Den vigtigste læring er, at hamsterhjul er mine egne. Det er et resultat af MINE valg og beslutninger. Hamsterhjulet er ikke noget, som andre har lavet og placeret mig i.
Jeg bevæger mig. Vi bevæger os alle sammen hele tiden. Træffer valg og handler (eller lader være) og det skaber vores hverdag. Det giver mening. Lige ind til det ikke giver mening, og summen af valg og fravalg er så stor og sammenfiltret, at konsekvenserne løber med os. Lige præcist dér bliver det et hamsterhjul.
Da jeg ”faldt af” var det uden den indsigt. Jeg kunne bare ikke løbe mere, og alternativet var at stoppe helt op.
Det betød, at jeg faldt på næsen og efterfølgende uden at tænke over det begyndte at etablere nye hamsterhjul. Det krævede en lang, men gradvis voksende erkendelse af, at jeg rent faktisk var på vej ud i samme "forkerte" scenario igen.
I dag tilstræber jeg at korrigere løbende. Ja, jeg løber stadig, men jeg har fokus på hvordan. Der er altid et valg, og altid en mulighed for at gøre noget lidt anderledes i dag end i går. Det er et valg, som jeg altid har med mig, og i det ligger modsvaret til hamsterhjulet.
Jeg bruger dagligt tid med mennesker, der står netop der, hvor hamsterhjulet fylder og alternativet er svært at få øje på. Det sker for alle på et eller andet tidspunkt. Det er også muligt for alle at korrigere og få en ny og meningsfuld hverdag. For dem er det første skridt at række ud for at få hjælp til at starte en ny retning i deres hverdag.
Oplever du også, at karrieren, privatlivet eller livet i almindelighed løber med dig og ikke omvendt, så er det tid til at korrigere, før hamsterhjulet bliver for stort og du pludselig snubler. I det øjeblik, at du har oplevelsen af at være i et hamsterhjul, er det en advarsel, og tid til at du skal gøre noget andet end du plejer.
Du kan starte med at stille dig selv et spørgsmål og handle på svaret.
"Hvis jeg skal gøre én meningsfuld ny eller anderledes ting i dag i forhold til i går, hvad skal det så være?"
Det starter med det første skridt. Du er kun én lille ændring fra at korrigere din retning og starte rejsen mod mere meningsfuldhed og mindre hamsterhjul.