Et mentalt, fysisk og emotionelt forarbejde er helt afgørende for at lykkes med en forandringsproces
Januar er en drøj måned for de fleste. Vejret er gråt og koldt, dagene er fortsat korte og foråret synes langt væk.
Det er en måned, hvor personlige forandringsprojekter af samme årsag har lidt sværere betingelser. Handlingskraften er simpelthen lidt mere udfordret (LÆS MERE OM DET HER.)
Til gengæld begrænser årstiden ikke på samme måde muligheden for at bygge fundament til personlig forandring.
Det vil sige, at du lige nu ikke behøver at slå dig selv oveni hovedet med de ambitioner, som du startede året med, og som måske allerede er udfordret. I stedet fokuserer du på, hvad du kan gøre lige nu, for at forbedre mulighederne for at lykkes.
Det handler om dit udgangspunkt for forandring, hvilket ud fra en væredygtig filosofi handler om din mentale, fysiske og emotionelle kapacitet.
Den helt grundlæggende præmis er, at intet menneske kan forankre en større forandring end den, der er ledig kapacitet til. Der er således en begrænsning i det at være menneske, og det kan tilgås på to måder. Enten presse på for at skubbe til begrænsningen for at udvide kapaciteten eller ved at skabe mere rum inden for begrænsningen. Den første del stiller krav til energi og viljestyrke, mens den anden del stiller krav om tålmodighed og selvindsigt.
Forandring kan opnås ad begge veje, så den ene er ikke mere rigtig end den anden, men det er min erfaring, at sidstnævnte er langt den mest robuste og langtidsholdbare. Det er således her, at succesraten er størst over tid.
For mit eget vedkommende var det skiftet fra den førstnævnte til den sidstnævnte tilgang, der førte til et vægttab på 40 kilo efter at have kæmpet med overvægt i hele mit voksenliv. Vel og mærke et varigt vægttab!
Det jeg gjorde den gang, og som jeg i dag har med mig, når jeg hjælper mennesker med at opnå varig, positiv forandring i deres liv, handler om fokus på udgangspunktet. Langt mere end de fleste er vant til i hverdagen, fordi det her ofte handler om, hvordan vi hele tiden kan opnå lidt mere eller lidt bedre. Vi er verdensmestre i at kigge på næste skridt og mindre trænede i at se på, hvor vi så rent faktisk står. Det selvom afsæt er lige så væsentligt som landing, når du vil bevæge dig succesfuldt fremad.
Hvad er dit udgangspunkt for forandring?
En af de stærkeste tilgange til udgangspunkt er kortlægning. Det vil sige synliggørelse af alt det, der er til stede lige nu i dit liv. Alt det, som trækker på din mentale, fysiske og emotionelle kapacitet.
Det er alt det, som er dig lige nu.
Denne kortlægning handler om at betragte sig selv og sin relation til omverdenen ud fra henholdsvis et mentalt perspektiv, et fysisk perspektiv og et emotionelt perspektiv.
Langt de fleste har nemmest ved at se tingene ud fra et mentalt perspektiv, hvilket skyldes, at vi lever det meste af vores liv fra halsen og opefter. Det er således slet ikke sikkert, at du har samme kropslige eller emotionelle bevidsthed og dermed har samme adgang til en kortlægning der.
Det er ikke desto mindre helt nødvendigt, fordi dit udgangspunkt er hele dig, og din ønskede forandring, som du gerne vil kunne handle på og forankre, kommer til at involvere hele dig. Alt det, som er dig lige nu, er blevet forankret både mentalt, fysisk og emotionelt og derfor er det ikke nok kun at se på det med ét af de tre perspektiver, når dit udgangspunkt skal kortlægges.
Synes du, at det er svært at bringe en eller to af perspektiverne i spil, så er det sandsynligvis fordi, at du er vant til at betragte dig selv og verden ud fra det tredje perspektiv. De svære perspektiver skal således trænes og tilgås med tålmodighed, hvis ikke du vælger at alliere dig med en coach, der kan hjælpe processen på vej ved at stille de rigtige spørgsmål, så dit fokus kommer det rette sted hen, og der kastes lys på alt det, der kan ligge i dine indre, blinde vinkler.
Kortlægning i sig selv forandrer ikke noget, og det er vigtigt, at den sker konstruktivt, så det gradvise overblik sker med henblik på at få ryddet op og skabt ledig kapacitet. Det vil sige få det, der fylder (for) meget til at fylde mindre, skabe accept og betragte etablerede sandheder på en ny måde.
Undervejs i kortlægningen opstår en bevidsthed om egen kapacitet, og dermed også det manøvrerum, som er tilgængeligt at handle i og ud fra.
Du kan se på en ønsket forandring og spørge dig selv, hvad det kommer til at kræve af dig mentalt, fysisk og emotionelt, og om der ledig kapacitet til det alle tre steder. Hvis ikke, så kan du enten betragte dit udgangspunkt med henblik på at skabe mere ledig kapacitet eller sænke barren for forandringen.
Ofte vil en kombination være den bedste vej. Altså justere det næste skridt i processen, så det matcher den ledige kapacitet og dermed mindsker den modstand, som helt naturligt opstår, når du rammer din mentale, fysiske eller emotionelle begrænsning.
Jeg har eksempelvis selv indarbejdet nogle små praksisser, der imødekommer min mentale, fysiske og emotionelle kapacitet og på den måde har hjulpet mig til blandt andet at forankre løbeture, som en fast del af min hverdag.
I min forretning har det også hjulpet til at skabe processer på nødvendige opgaver, så de afvikles langt mere effektivt og ikke æder af min den kapacitet, som er nødvendig for at jeg kan lykkes bedst muligt med forretningskritiske opgaver.
Har du brug for hjælp til at etablere et godt fundament til varig forandring eller er du nysgerrig på væredygtighed, som en vej til at få mere ud af livet og mere handlekraft på dine drømme, så er du meget velkommen til at kontakte mig. Den indledende samtale er uforpligtende og gratis.