Evnen til at skynde sig langsomt er helt afgørende for succes på den lange bane - i særdeleshed for ledere
Det kræver sit menneske at være menneske på en holdbar måde. Vi lever i en dynamisk verden, hvor krav og forventninger skifter i et højere tempo end nogensinde. Som mennesker følger vi med og oplever at skulle træffe hurtige beslutninger, og forventer samtidig hurtige svar.
Midt i det opstår en markant risiko for at blive fartblind og slide sig selv op mentalt, fysisk og emotionelt.
Livet bliver et sprint.
Det er der ikke nogen, der kan holde til på den lange bane.
Jeg møder organisationer og ledere, der er forpustede, overvældede og trætte. Kapaciteten er brugt op, og alligevel skal de igen i morgen møde op og levere.
Det giver nogle ret markante negative konsekvenser, som dog kan være svære at se, hvis man står midt i det, og i praksis er ramt af fartblindhed.
Mentalt betyder højt tempo, at der skal træffes hurtigere beslutninger og prioriteres øjeblikkeligt. I den situation kan der alene trækkes på automatiserede svar og løsninger, hvilket i praksis betyder, at der ikke reflekteres over alternativer eller åbnes for andre perspektiver. Det kan konkret betyde, at der bruges gamle handlinger på nye udfordringer. Det begrænser udvikling og øger risikoen for fejl.
Fysisk efterlader et højt tempo mindre rum til restitution, hvor ”maskinen” genstartes. Dermed forbliver nogle af de potentielt farlige præstationshormoner i kroppen, og der sker en fysisk nedbrydning af organerne.
Det har ikke kun betydning for den enkelte, der kigger ind i en potentielt fastlåst stresstilstand. I en organisation er det også gift for tilliden til ledelsen.
Undersøgelser har vist, at medarbejdere har markant mindre tillid til ledere som ikke kan håndtere deres egen stresstilstand.
Jeg kan i mit eget virke skrive under på, at stress i ledelseslaget har negative konsekvenser for langt mere end lederne selv. Når tilliden forsvinder, stiger mistillid, frygt og bekymring, hvilket bliver en giftig cocktail, som kan fodre en eksisterende stresstilstand yderligere.
Det er nemt at sige, at tempoet så bare skal ned. Det er langt sværere at gøre det i praksis, fordi vi er vokset op i en virkelighed, hvor der er sat lighedstegn mellem tempo og værdiskabelse. Jo hurtigere vi løber, jo mere værdifulde er vi.
Det kan altså virke som et direkte benspænd at sætte tempoet ned, hvis ikke ligefrem stoppe op.
Mistillid og ansvarsfraskrivelse For noget tid siden arbejdede jeg med et kommunikationsteam og teamets leder. Den lille gruppe af mennesker med forskellige faglige kompetencer og personligheder sad i et dagligt krydspres af forventninger fra resten af organisationen. En ganske typisk virkelighed for stabsfunktioner, der understøtter resten af organisationens mulighed for at levere på kerneopgaven.
Medarbejderne havde svært ved at prioritere, men også en oplevelse af at skyde først og tænke bagefter, hvilket efterlod frustration og motivationstab i opgaveløsningen. I spidsen for teamet sad en leder, der var ramt af fuldstændigt samme følelse, der dog ikke kun knyttede sig til opgaveløsning, men også ledelsesansvaret internt i teamet og i forhold til resten af organisationen. Der var klare tegn på stress, og et udfordret arbejdsklima i kommunikationsafdelingen, fordi medarbejderne kiggede på deres leder efter hjælp og ikke fik den. Mistilliden voksede, hvilket i praksis gjorde situationen værre.
Ansvaret for situationen blev skubbet rundt i mellem teammedlemmer og leder, hvilket er fuldstændigt normalt i den situation. Når et menneske er presset, bliver kapaciteten brugt op, og så er der hverken plads til at tage ansvar eller rum til at træde et skridt baglæns og betragte helheden.
Løsningen i ovenstående tilfælde var todelt. Dels et forløb med teamet og dels et forløb med lederen. Det er således ikke nok at træne et team i at tilpasse tempoet efter kapaciteten, så der både er trivsel og værdiskabelse, det handler også om teamets enkelte medlemmer og i særdeleshed den, der har ansvaret for at sætte rammen om arbejdet. Hvis lederen er i ubalance, er hele teamet i ubalance.
I forløbet med lederen var fokus først på at skabe plads til at betragte sin egen situation på afstand, og træne selvindsigt som et værktøj til at prioritere. I processen er det helt nødvendigt at sætte tempoet ned, fordi det er afgørende for at få adgang til flere indre ressourcer og nye perspektiver, der kan hjælpe til at korrigere hverdagen og opnå en sund balance. Det er simpelthen umuligt at gå en ny eller anden vej, hvis ikke du kan se andre veje end den, som du allerede bevæger dig ud ad.
For netop denne leder kom det til at handle om at korrigere handlemønstre i hverdagen og indarbejde nye handlinger, der ikke handlede om at løse så mange opgaver, som muligt, men om blive god til at løse opgaver. Blandt andet ved at planlægge tænketid mellem at blive konfronteret med en opgave og præsentere en løsning.
Små skridt i stedet for store spring
Det behøver således ikke være så kompliceret, for ligesom du er udstyret med evnen til at gå op i tempo, er du også født med evnen til at sætte tempoet ned. Du har blot trænet det ene mere end det andet, og derfor skal balancen genetableres. Det sker et prioriteret skidt ad gangen.
Hvis du evner at holde små daglige pauser, så behøver du ikke at trække stikket ud i hele og halve dage. I førnævnte tilfælde var der en oplevelse af markant forbedring ved at prioritere henholdsvis en tænkepause og en indre nulstilling på hver cirka 10 minutter hver dag. Det svarer sammenlagt til godt et par timer om ugen, hvilket meget hurtigt var tjent ind via øget produktivitet i alle ugens andre arbejdstimer. På det personlige plan gav det lederen en følelse af at være mere på omgangshøjde og langtidsholdbar, hvilket forplantede sig som en styrke i resten af teamet. Det understøttede dermed den proces, som de selv var i gang.
Der er således rigtigt meget godt at hente i at skynde sig langsomt, også selvom det kan virke kontraproduktivt. Det handler om, at der på vejen mod målet også er fokus på nuet og en bevidsthed om sig selv, mens resten af verden og oplevelsen af tid fylder så lidt som muligt. Lige i det øjeblik eksisterer tempo ikke, og både den mentale, fysiske og emotionelle kapacitet nulstilles.
Det er den tilstand, der skal prioriteres, hvis du vil øge sandsynligheden for at nå længere og dermed forløse ambitiøse, langsigtede mål. Både for dig selv og dem, som du har ansvaret for.
Har du brug for hjælp til at sætte tempoet ned, styrke din kapacitet og dermed booste din evne til at skabe resultater i hverdagen, er du meget velkommen til at kontakte mig. Kontaktoplysninger finder du nederst på siden.
