Ildsjælene er rygraden i virksomheden, og går forrest i med- og modgang, men de opdager også stress meget sent - og risikerer at ramme bunden med et brag, der ryster ikke kun dem selv, men også deres arbejdsplads.
Anders vidste det måske godt, men det var ikke vigtigt nok. Virksomhed og kollegaer regnede med ham, og han elskede begge dele. Drømmejob og bedste kollegaer i verden. Det var ikke nu, at han gav op.
Og det gjorde Anders ikke, men det gjorde hans krop. Han hilste på Anette i receptionen, og tog to skridt mod sit kontor, så blev alt sort og han faldt om på gulvet.
En kombination af for højt blodtryk, for lidt at spise og næsten ingen søvn over alt for lang tid havde stresset hans krop i en grad, så den lige den morgen besluttede, at nu var det nok. Det var her den stod af.
Anders blev indlagt, udredt og fik konstateret en række andre symptomer, som alle pegede i én retning. Alvorlig stress, der havde buldret løs i årevis, men gennem de seneste år havde nedbrudt kroppen i et omfang, så også nyrerne var overbelastede, og han havde et begyndende mavesår.
Anders afviste kategorisk, at det kunne være stress-relateret. "Man får ikke stress af at lave det, som man helst vil i hele verden, og har både gode kollegaer og en kompetent og empatisk chef, der faktisk ved, hvad hun laver".
Men det kan man sagtens. Stress kender ikke forskel på gode og dårlige opgaver, og for Anders var opfattelsen af sig selv og stress en medvirkende årsag til, at det blev opdaget og håndteret alt for sent.
Anders er det, som hans chef og kollegaer betegner som en ildsjæl. En medarbejder og kollega, der brænder for firmaets mission og vision, og tilsyneladende har en indbygget evne til at fange ting, så de ikke falder ned mellem to stole. Er man i tvivl, så spørger man Anders, og skal der laves organisationsændringer, så sørger man for, at Anders er blandt de første, der får det at vide. Anders er en essentiel del af virksomhedens rygrad, og han ved det godt.
Hvis der er en ting, de fleste virksomheder og organisationer er særligt glade for, så er det Anders og ildsjæle som ham. Den helt unikke gruppe af mennesker, der brænder for virksomheden, kollegaerne og visionen. Dem der går den ekstra meter, når det er nødvendigt og hiver andre med.
Desværre er det også lige præcist deres store kvalitet, der er deres største svaghed.
Ildsjælene er, som alle andre sårbare over for stress, men lige præcist denne særlige gruppe opdager det senere end de fleste, og de er langt mindre interesserede i at agere på det, så konsekvenserne bliver mere alvorlige. Ikke kun for dem selv, men for hele organisationen.
For hvad sker der, hvis en vital del af organisationens mere eller mindre formelle fundament begynder at slå revner?
STRESS
Som mennesker er vi alle sammen udstyret med redskaber til at præstere under pres. Det er helt naturligt og ikke farligt. Det bliver først et problem, når det står på over lang tid og vi ikke evner at komme tilbage i en ikke-præsterende tilstand (restitution).
Er du ildsjæl, så brænder du dit lys i begge ender. Du presser dig selv, og du brænder for opgaven. Du er fokuseret og opsat, klør på og møder opgaverne med vedholdenhed og entusiasme.
Det betyder, at du både er under pres OG mindre tilbøjelig til at stoppe op. Hvorfor skulle du? Det er jo godt, det er vigtigt og det er det, du brænder for.
Problemet er, at det er de samme stoffer, der frigøres i kroppen om du (over)præsterer af lyst, pligt eller frygt.
Det betyder, at du har lige så meget brug for at restituere. Passionerede mennesker er så bare ikke den første, der stopper op. Ofte faktisk den sidste.
En stress-ramt er over tid dårligere og dårligere til selv at opdage stress. Alt det, der gør et menneske i stand til at være fokuseret og levere på et højt niveau er således også med til at sikre mod distraktioner, herunder signaler der kan betyde, at der IKKE kan præsteres. Blandt de signaler er også kroppens egne faresignaler.
Det betyder, at rigtigt mange stress-symptomer simpelthen ikke opfanges eller får tilpas opmærksomhed, og derfor ignoreres.
Det er det, der gør alvorlig stress til "en stille dræber", for en stressramt opdager simpelthen ikke selv, at vedkommende er på vej ud over kanten.
Ildsjælene løber endnu tættere på kanten uden at se faren. Simpelthen fordi de har føjet en ekstra dimension på deres arbejdsliv. De arbejder ikke bare, de arbejder fordi de ikke kan lade være. De er drevet af en meningsfuldhed og passion, der betyder, at der ikke er en naturlig stopknap. De har ikke en snigende følelse af, at det ville være bedre bare at sige op.
De arbejder også når de har fri. De bliver lige lidt længere på arbejdspladsen og de træder til og løfter mere end deres ansvar, hvis andre har svært ved at løfte deres.
I en organisation med uklare roller og ansvar eller i en periode med omstillinger og forandringer træder ildsjælen ind på scenen med hjerteblod og determination.
Og de gør en forskel.
Lige ind til de brænder ud. Og når det sker, kan mørket, det efterlader, være stort.
Hvis en medarbejder i en presset periode løfter mere end sit ansvar for at få tingene til at lykkes, så mangler der mere end den ene medarbejder, når vedkommende bliver sygemeldt.
Hvis en medarbejder er den, som agerer uformel ledestjerne eller facilitator på sammenhængskraften, når sammenhængskraften er udfordret, så siger det sig selv, at sammenhængskraften bliver endnu mere udfordret, når vedkommende er væk.
For ildsjælen selv er der tale om et langt fald, når der løbes ud over kanten. Ud over at hoved og krop har sagt fra senere end hvad godt er, så ryger der samtidig en høj grad af identitet. Det er ikke kun arbejdet, der bliver taget væk fra en, men også meningsfuldheden.
Der er faktisk ikke noget tilbage, hvis jobbet er væk.
Og så er der alle de potentielle kroniske, negative konsekvenser for helbredet. Nyere forskning viser eksempelvis, at højt stress-niveau gennem en længere årrække kan resultere i hjerneskader.
Jeg møder i mit arbejde Anders og andre ildsjæle, der er udfordret og for alle er det en lang sej proces enten at holde sig kørende i en eksisterende kontekst eller bygge sig selv op igen efter en stress-sygemelding.
Så hvad gør den kloge virksomhedsleder, der gerne vil passe på sine ildsjæle?
Faktisk ikke så meget andet end det, der allerede er godt at investere i, hvis man vil have en arbejdsplads med høj trivsel. Til gengæld skal det måske prioriteres anderledes og med et særligt vågent øje på at understøtte ildsjælene i deres restitution.
Helt generelt handler det om at skabe en indsigt i og forståelse af stress med bevidstgørelse af symptomer og konsekvenser. Herefter et fokus på den enkeltes kapacitet og hjælp til at sikre, at den ikke misbruges. Også af medarbejderen selv, og lige præcist her handler det i høj grad om ildsjælene.
Det er naturligvis også ildsjælenes eget ansvar, ligesom for alle andre medarbejdere, men er det værdsatte medarbejdere, så tager organisationen også sin del af ansvaret og hjælper.
Kig rundt i din organisation. Du ved formentligt godt, hvem der er ildsjæle. Overvej, hvad du kan gøre for at passe på dem, selvom de faktisk sjældent selv gerne vil have det. Ildsjæle bryder sig ikke om begrænsninger, fordi der ikke er grænser for passion, men det er lige præcist her, at der skal fokuseres.
Der skal bygges en arbejdsdag og en ramme for den enkelte, der både rummer plads til at brænde igennem og plads til at lade op.
Det er en investering, for jo tættere ildsjæle og andre medarbejdere befinder sig på kanten, jo sværere er at det at beskytte dem mod at ryge ud over den. Det er altså bedre at gøre noget nu end efter, at det er gået galt.
Har I brug for at iværksætte initiativer, der passer på jeres medarbejdere og ildsjæle før det går galt, eller når en medarbejder skal tilbage efter en stress-sygemelding, så kontakt mig for en uforpligtende snak om, hvad der kunne være oplagte tiltag netop hos jer.
Er du en ildsjæl, der er bekymret for, hvorvidt du er ved at brænde ud, så kontakt mig for en afklarende stress-samtale.
