Det skulle have været fejret med armene i vejret, men i stedet faldt skuldrene ned og motivationen forsvandt fuldstændigt - fordi jeg havde glemt, at forholde mig til, hvad der nu skulle ske
Jeg skulle have været jublende lykkelig, men i realiteten følte jeg mig faktisk fortabt.
Da jeg i starten af 2020 besluttede mig for at løbe var det en naturlig tilføjelse til en forandringsproces, der året forinden var startet med ønsket om få blodtrykket ned.
Det betød ikke, at det var nemt at løbe, for det var det ikke. Jeg vejede for meget, konditionen var lav, men jeg havde momentum. Jeg var blevet mere aktiv og vægten var på vej ned, så ...
Gradvist blev løbene længere, pauserne færre og pludselig havde jeg løbet fem kilometer. Succes!
I efteråret blev det til den første tur på 10 kilometer. Succes!
Og der opstod så tanken om, at det kunne da være fedt, hvis det vilde ville ske og jeg løb et halvmaraton inden årets udgang.
Det sker nok ikke, men ingen fremdrift uden et mål, og så parkerede jeg den der. 31. december løb jeg mit første halvmaraton, og her skulle jeg så have skrevet succes, viftet med armene og drukket et ekstra glas champagne på vejen ind i 2021. Jeg gjorde ingen af delene. Jeg røg direkte ind i et mærkeligt tomrum, der efterlod mig med en følelse af at være fortabt. Min familie forstod ikke noget. Hvor var jublen og begejstringen henne? Jeg forstod heller ikke noget. Faktisk sad jeg med en følelse af, at jeg havde løbet for sidste gang og nok aldrig ville løbe igen. Irrationelt og ulogisk, men oplevet virkelighed er simpelthen så meget stærkere end reel virkelighed, at den altid vinder.
At nå en målstreg er også en afslutning. Hvis ikke der er noget på den anden side, så løber du direkte ud i ingenting. Jo mere et ambitiøst et mål, der er nået, jo større er det potentielle tomrum på den anden side, og hvis der er noget, som virkelig kan påvirke negativt, så er det tomhed, uvished og det store spørgsmål "hvad så nu?".
Der stod jeg. Havde lige gennemført et halvmaraton som kulmination på et forløb, der havde givet mig et ungdommeligt blodtryk, et vægttab på 40 kilo og bragt mig fra fysisk udfordret til løber. Og så var jeg bare helt nede i kulkælderen.
Set i bakspejlet, så ved jeg godt, hvad der skete. Jeg glemte at tage højde for, hvad der skulle ske, når jeg nåede mit mål. Måske tænkte jeg ikke på det, fordi jeg ikke helt havde regnet med at kunne løbe et halvmaraton eller også fyldte målet så meget, at jeg udskød overvejelserne om, hvad der skulle ske bagefter. Uanset, så var der ikke et nyt mål på den anden side, og så blev det et så voldsomt sidste stop på rejsen, at jeg hang med hovedet nytårsaften.
Det samme kan ske i dit arbejdsliv, i dit team eller i din organisation. Vi er mennesker uanset rammen.
Ubevidst ved vi godt, at der ligger et liv på den anden side af vores målstreg, men hvis ikke vi også er bevidste om det, og forbereder os med nye (ambitiøse) mål og mulige handlinger, så sker der et af to ting. Enten så kommer vi aldrig helt i mål, fordi vi ubevidst ikke ønsker at stå i en situation, hvor vi befinder os midt i uvished, usikkerhed og manglende retning eller også når vi målet, og rammes af tomhed, fordi der er uvished, usikkerhed og manglende retning.
Pludselig kommer der flere overspringshandlinger (fordi vi har brug for at komme væk fra usikkerheden) og i team-sammenhæng flere møder (for så har vi da hinanden her midt i usikkerheden), flere mails og statusrapporter samt øget kontrol (fordi det er automatløsning på følelsen af usikkerhed).
Måske har du eller dit team prøvet det samme som mig, nået et stort og svært mål, og pludselig følt et markant fald i motivation, eller også at motivationen faldet lige før du eller I når i mål. Begge dele kan skyldes, at det simpelthen er uklart, hvad der skal ske bagefter.
Det er så ikke nødvendigvis målet, som det er galt med. Det er simpelthen et forsøg på at undgå en situation forbundet med stor usikkerhed.
Og hvad gjorde jeg så selv? Jeg løb en tur. Pludselig skulle jeg lige motivere mig selv til rent faktisk at gøre det, men ret hurtigt var jeg tilbage. Følelsen af, at jeg aldrig kunne eller skulle løbe igen forsvandt, fordi jeg gjorde det, og jeg brugte resten af løbeturen (og den efterfølgende) til at reflektere over: "Hvad giver det mig, at løbe en tur?" og så tænke tankerne, som det udløste, færdige.
Nu er vi på vej ind i foråret. Jeg løber stadig. Interessant nok, så henter jeg min motivation for at gøre det et andet sted end for to måneder siden. Jeg løber ikke for at nå mere, længere eller hurtigere. Selvfølgelig er den del med i pakken, men grundlæggende løber jeg, fordi det giver mig frihed til at tænke. Jeg er blevet så bevidst om, at jeg kan styrke min kreativitet og min selvindsigt gennem løb, at jeg i dag er gået i gang med at oparbejde min kompetence til at gøre netop dét. Jeg har flyttet mit fokus, og besluttet, at jeg løber så længe, det giver positiv mening. Hvor længe det holder vil tiden vise, men jeg har ingen problemer med at komme afsted, og meningsfuldheden er nærværende.
Og så bruger jeg min nye indsigt fra lige præcist det her til at overveje, hvorvidt det kan hjælpe mig i andre sammenhænge. Jeg kigger på mine mål - både dem jeg er i gang og dem, som jeg overvejer, og stiller mig selv spørgsmålet "hvad skal der ske bagefter". I praksis konverterer jeg et umiddelbart slutmål til et delmål i min egen rejse. Jeg fejrer, når jeg kommer forbi et delmål, og kan så rejse videre. Jeg har faktisk ikke lyst til at have udsigt til eller stå med en oplevelse af endestation igen.
Har du mål, som du ikke helt når eller er fremdriften gradvist blevet mindre og mindre, så handler det måske i virkeligheden om, at du ikke helt har styr på, hvad der skal ske, når du er nået frem. Usikkerhed om konsekvens og betydning af en succes kan være lige præcis den forhindring, der spænder ben for at du rent faktisk opnår den.
Hvis du har et tydeligt mål om, som kommer til at kræve hårdt arbejde og dedikation, så hjælp dig selv ved også at bruge tid på at konkretisere, hvad der skal ske bagefter.
