Aben flytter altid med, men hvor meget plads og magt har du givet den - måske helt uden at du er bevidst om det?

En af de største udfordringer, når der skal skabes reel forandring, er at vi hver især slæber rundt på en massiv mængde bagage, der fylder op og bevidst og ubevidst styrer vores beslutninger, handlinger og tanker.
Vi har etablerede vaner og mønstre - både i tanke og handling - og det er med til at holde os i en form for status quo, og begrænser vores oplevede handlekraft og -frihed.
Det betyder, at ofte kan vi ende samme sted, som vi startede, selvom vi synes, at vi gjorde noget andet. Vi bruger kendte løsninger på nye problemer, går fra et problematisk parforhold, men ender i samme problemer med en ny kæreste eller vi skifter job på grund af frustration over arbejdsopgaver/kollegaer/leder og sidder så et år senere med de samme frustrationer igen.
Det er så udbredt, at vi endda har en talemåde for det. Vi siger, at ”aben (eller nissen) flytter med”.
Underforstået så har du måske nok handlet og flyttet dig, men du har ikke forholdt dig til problemet. Du har bestemt indpakningspapiret, fordi det er nemt og hurtigt, men det er aben, der har magten over indholdet.
Hvis du vil have noget nyt i dit liv, leve og opleve livet anderledes, så skal du kigge aben i øjnene, lære den at kende og gøre op med dig selv, hvordan du bærer aben med dig, og hvor meget plads den skal have i dit liv fremadrettet.
Du har sikkert på et tidspunkt hørt et godt råd om, at du skal give slip. Jeg er ikke stor fan af formuleringen, for vi kan ikke ikke-tænke. Vi kan ikke hælde noget ud af hovedet, og så er det bare væk.
Til gengæld har vi på ethvert givet tidspunkt mulighed for at pakke om og reorganisere alt det, vi slæber rundt på. Vi kan altså ikke skrotte os selv og starte forfra, men vi kan reetablere os selv på en ny måde.
Aben flytter således altid med, men i stedet for at lade den diktere dig, så beslutter du, hvordan den skal se ud, hvor meget plads den skal have, og hvad den må bestemme over. Hvis det sker i kølvandet på et problem eller en udfordring, så vil en tur med aben oftest resultere i at den skal begrænses og fylde mindre.
KIG PÅ ABEN (Hvad er det, der gør mig frustreret?)
EJ ABEN (Hvad er mit ansvar?)
KRAM ABEN (hvordan skal den se ud og fylde i mig fremadrettet?)
Når du gjort ovenstående, så har du fået mere plads til noget andet. Og lige dér, hvor det opleves, at den ledige kapacitet stiger, åbnes døren for reel forandring.
Ved at tage en lille del af det, der fylder, gentænke og pakke det om, kan du tage lige præcist dét ind, som du gerne vil have mere af. Ikke på trods eller med kamp, men simpelthen fordi der er plads. DU vælger til, hvilket er langt mere frigørende end, hvis du lader aben bestemme.
Og jo mere plads du har fået, jo flere og større tilvalg kan du åbne op for.
Det er sjældent en nem opgave, fordi du mærker behovet for at gøre noget ved aben lige der, hvor aben fylder mest. Dermed er der også mindst plads til rent faktisk at håndtere den.
Hvis du oplever, at det er svært at finde eller håndtere aben, så det begrænser din mulighed for at skabe reel forandring i dit liv, er du meget velkommen til at kontakte mig. Du skal ikke nødvendigvis se aben i øjnene alene.