Uanset om det handler om mennesker, teams eller organisationer, så er forandringer og tilpasninger blevet en del af hverdagen, men det ender bare sjældent helt med det, som vi drømte om. Det handler om kapacitet.
Jeg har været involveret i en efterhånden anselig mængde forandringsprojekter. Fra små justeringer i arbejdsgange i et team til helt store med fokus på arbejdskultur i en organisation.
Jeg har arbejdet 1:1 med mennesker og med store grupper i komplekse organisationer.
Uanset omfang, og uanset typen, står og falder graden af succes altid med særligt én ting.
Kapacitet.
Ingen, hverken det enkelte menneske eller organisationen og alt det mellem de to, kan forankre større forandring end der er kapacitet til.
Det virker måske umiddelbart forsimplet, ligefrem banalt, og måske derfor får det ikke opmærksomhed nok.
Kapacitet er den plads, der er til rådighed hos den enkelte. Den ledige kapacitet er det, der dikterer, hvor meget nyt eller anderledes, der er plads til. Langt de fleste steder er der ikke et afstemt match mellem den ledige kapacitet og det ønskede slutresultat, når en forandringsproces igangsættes.
Du har helt sikkert selv prøvet at skulle implementere en ændring i dit liv på et tidspunkt, hvor du var fyldt op af alt muligt. Så bliver det lige pludseligt meget vanskeligere. Det forholder sig på nøjagtigt samme måde hos dine kollegaer, i teams og i hele organisationer.
To afdelinger i en virksomhed blev slået sammen, hvilket betød ændringer i ansvar hos flere medarbejdere. Der var tale om det samme antal og type opgaver, og det samme antal mennesker ansat til at løse det - med undtagelse af lederen, hvor to blev til én.
En på papiret helt enkel og uproblematisk organisatorisk ændring at implementere.
Men ... produktiviteten faldt, utilfredsheden steg og lederen rev sig i håret.
Problemet var, at en betragtelig del af medarbejderne i de to afdelinger ikke kunne rumme både det bestående, og det der nu blev anderledes.
Det var mange små ting, der begyndte at fylde mere, og nogle enkelte store.
Eksempelvis var der nogle negative relationer mellem medarbejdere, der før sad i hver deres afdeling, men nu skulle sidde sammen, hvilket skabte et øget emotionelt pres på ikke kun de involverede, men også kollegaer rundt om dem, og der var justeringer i ansvar, som resulterede i mentalt "tunnelsyn" hos centrale medarbejdere. Hurtigt begyndte hele afdelingen at stå i en oplevelse af minus, og lederen, der kom fra den ene afdeling, og nu skulle håndtere endnu flere medarbejdere, stod selv med et pres for at rumme endnu flere mennesker, hvoraf nogle var påvirkede af, at deres tidligere leder var erstattet med "ham fra den anden afdeling".
Rundt i hjørnerne var der ikke italesat bekymring for, hvorvidt sammenlægningen på et tidspunkt ville resultere i tilpasninger med direkte påvirkning af den enkeltes arbejdsopgaver og måske ligefrem afskedigelser.
For enkelte medarbejdere udviklede det sig til alvorlig stress, hvilket æder af både mental, fysisk og emotionel kapacitet, og her begynder det for alvor at gå galt. For det breder sig. Når der ikke længere er kapacitet til rådighed ét sted, så inddrages kapaciteten et andet sted, og på et tidspunkt er den så også brugt op. Nu er det hele afdelingen, der mangler kapacitet.
Nu handlede det ikke længere om at implementere en organisationsændring, men om at overleve her og nu.
Så hvad skal der til?
Som udgangspunkt skal der være en indsigt i og en afstemning mellem kapacitet og den ønskede forandring hos alle involverede. Det betyder, at overstiger forandringens omfang den ledige kapacitet, så bør der enten investeres i at øge den ledige kapacitet eller også skal forandringen brydes ned i mindre skridt, hvor der løbende fokuseres på balance mellem kapacitet og forandring og ikke fokuseres på forandringen alene.
Kapacitet knytter sig ofte til det mentale - altså alt det, der er inde i hovedet - men kan også handle om fysisk og emotionel kapacitet. Ændringer påvirker os som mennesker på alle tre parametre.
Alle tre steder kan der mangle plads, og alle tre steder kan der investeres i at skabe mere plads. Vel og mærke plads, der kan bruges konstruktivt i en omstilling, forandring eller i situationer med et stort internt eller eksternt pres.
Og der er brug for det. Jo tættere et menneske eller en gruppe mennesker er på sin maksimale kapacitet, jo sværere er det at forankre en forandring. I praksis bliver det meget vanskeligt at nå det ønskede resultat.
Det kommer til et udtryk på rigtigt mange måder, men det italesættes sjældent som manglende kapacitet. Eksempelvis rettes ofte en anklagende pegefinger på tid, som en årsag til en fejlslagen omstilling eller forandring.
Men tid handler sjældent om tid, men i virkeligheden om prioritering, og prioritering handler om overblik. Overblik får du bedst, når du har ledige plads til at kunne træde et skridt baglæns og betragte alle din opgaver. Du har altså brug for ledig mental kapacitet, hvis du skal kunne betragte mere end bare den næste opgave.
Og her bliver det for alvor interessant, for ledig kapacitet kan gøres selvforstærkende. Når du har den, så kan du bruge den konstruktivt til at vedligeholde og skabe mere ledig kapacitet og dermed sikre dig det bedst mulige fundament for at forankre kommende forandring, omstillinger eller håndtere internt og eksternt pres.
Hvis du agerer i en hverdag med store krav, har du således brug for at styrke den ledige kapacitet hos dig selv og dine medarbejdere kontinuerligt.
Gevinsten er, at der hele tiden er plads til at forankre forandringerne, og så bliver det så meget nemmere rent faktisk at lykkes.
Har du selv, dit team eller din organisation en oplevelse af at være fyldt op, så er det tid til at investere i opbygning af ledig kapacitet. I har brug for den!
Er du nysgerrig på, hvordan det kan gøres hos netop dig, i dit team eller i din organisation, så hiv fat i mig helt uforpligtende.
Comments