top of page
Forfatters billedeMichael Winther-Rasmussen

Drop dit fokus på viljestyrke

Du har to strategier for ændringer i dit liv, hvor den ene handler om viljestyrke. Hvis det ikke virker, så er det måske tid til at prøve den anden, der også er langt mere effektiv

Det er ikke, hvad du er i stand til nu, men det du kan fortsætte med at gøre, der er afgørende for reel forandring.

Hvis du skal lave en permanent forandring i dit liv, om det er blive bedre til noget, ændre noget, gøre noget nyt eller helt stoppe med at gøre noget, så har du basalt set to basisstrategier til din rådighed.


Du kan lykkes på viljestyrke, hvor du bider tænderne sammen og handler (eller lader være). Du får den ændrede handling, som du drømmer om, med det samme, og i morgen gør du det så igen, dagen efter igen og så videre.


Over tid står succesen og falder med holdbarheden af din viljestyrke.


For de fleste bliver det svært. Frafaldet stiger. Mål bliver ikke indfriet, ændringer er kortvarige, gamle mønstre genopstår og positiv intention afløses af skuffelse og frustration. Viljestyrken løber tør og nederlaget nærmer sig


Stemmen i hovedet bliver højere: 𝘑𝘦𝘨 𝘩𝘢𝘳 𝘳𝘺𝘨𝘳𝘢𝘥 𝘴𝘰𝘮 𝘦𝘯 𝘳𝘦𝘨𝘯𝘰𝘳𝘮 …


Jeg har selv været der. Store skridt, der blev til mindre skridt for til sidst at ende med noget, der føltes som tilbageskridt.


I 2019 skiftede jeg strategi, da jeg satte mig for at bringe mit blodtryk ned. Jeg satte vedholdenhed FØR viljestyrke.


Begge dele er nødvendige for forandring og forankring, men rækkefølgen gør en kæmpe forskel.


Når det er vedholdenhed først, så er fokus på, hvad jeg kan gøre over længst tid.


Når fokus er på viljestyrke, så er det, jeg kan gøre nu med størst mulig effekt.


Den af de to, der vægtes højest dikterer både handlingerne og ambitionsniveau for handlingerne.


Viljestyrke er gnisten, der kan antænde den umiddelbare handling.
Vedholdenhed er motoren, der sikrer at du kan blive ved at foretage handlingen

Da jeg tog hul på en forandring mod et lavere blodtryk, så kunne jeg have taget flere store skridt i august 2019. Kost, motion, søvn, arbejde osv. Alt ville have effekt, og effekten ville stige med ambitionsniveauet.


Jeg har prøvet min del af slankekure, så jeg ved at mange virker. Lige ind til de ikke virker, fordi vejen frem føles mere og mere stejl og fuld af fravalg og hårde prioriteringer. Viljestyrken taber energi, og gamle vaner får lov til at vende retur mere eller mindre bevidst.


Jeg gik derfor med vedholdenhed i stedet. Hvilke tiltag kunne jeg gøre. som jeg vidste, at jeg ville kunne fortsætte med i meget lang tid. Jeg gik med 1000 skridt mere om dagen. Effekten på blodtrykket var næsten ikke målbart, men det var stadig mere motion end det jeg kom fra.


Over tid blev de +1000 skridt naturlige, fordi de små hverdagshacks, der skulle til, blev til vaner. Jeg parkerer således stadig ikke tættest på, og jeg tager aldrig rulletrapperne, hvis der er en almindelig trappe.


Senere fulgte andre små tiltag, som jeg valgte til med en barre sat på vedholdenhed. De havde varierende effekt, men sammen, og over tid, gjorde de en kæmpe forskel, så jeg godt et år senere var fri af medicin. Jeg valgte - og vælger stadig - ikke mere til end jeg kunne klare med så lidt brug af viljestyrke som overhovedet muligt. Undervejs tabte jeg også 40 kilo, og sidenhen er fulgt en håndfuld gennemførte halvmaraton plus en helt masse andre ting, som ville have været helt utænkelige for tre år siden. Det er selvfølgelig flot, og jeg er stolt af det! Jeg er dog allermest stolt over at jeg satte vedholdenhed før viljestyrke, for i dag er blodtrykket stadig lavt, og jeg har rimeligt godt styr på vægten. Vel og mærke uden at viljestyrke er mere end et ekstra gear, som jeg kan trække på i nødstilfælde fremfor som at være en nødvendighed.


Hvis du nu gerne vil lave en ændring i dit liv, og du laver en plan, der har vedholdenhed som fokus, mens viljestyrke er en reserve frem for en nødvendighed… hvordan skulle den så se ud?

Jeg hjælper mennesker og teams med effektiv og langtidsholdbar forandring. Skal jeg også hjælpe dig eller jer? Kontakt mig helt uforpligtende.

Comments


Future Being_logo6.png
Modtag min INSPIRATIONSMAIL
1 ny artikel med inspiration - direkte i din mailboks hver 14. dag

Tak for din tilmelding

bottom of page