top of page

Du kommer aldrig til bunds i opgaverne!

Det starter med dårlig samvittighed, men bliver til skyld og skam og dermed endnu dårligere betingelser for at lykkes

Der er hele tiden lidt mere, som du kan gøre eller løse og dermed kommer du aldrig helt i mål.

Har du en oplevelse af at arbejde - måske livet i det hele taget - er en kontinuerlig række af deadlines, der afløser hinanden i en uendelighed, kun periodisk opholdt af weekender og ferier?


Nogle vil kalde det hamsterhjulet. Andre betegner det som en livsbetingelse, og dermed en virkelighed, der er fuldstændig uafhængig af konteksten.


Det bliver hverdag, og for nogle en måde at leve på, der også glider ind i privatlivet. Dagene bliver prioriteret i planlagte opgaver styret af bevidste og ubevidste to-do-lister.


Mens det på den ene side giver en umiddelbar følelse af kontrol, så sidder den dårlige samvittighed som blind passager, og med sig har den både skyld og skam. For mens der både på arbejde og privat er noget, der kan sættes flueben ved, så er der også altid noget, der ikke bliver gjort. Og lige bagved venter nye og flere opgaver, der også skal løses.


Det er skruen uden ende, og fodrer stress-beredskabet, hvilket i sig selv ikke er problematisk, da stress er en stærk menneskelig ressource, men det er også en akilleshæl, hvis ikke den alene bruges til det, som den er der for.


Stress er vores evne til at leve fokuseret og ekstraordinært i en presset situation. Det er vores ekstra gear til overlevelse. Sætter gearet sig fast eller bliver normalen, så begynder vi dog gradvist at nedbryde motoren, hvilket kan ske over kortere eller længere tid. Vi bliver i praksis dårligere og dårligere til rent faktisk at gøre det, som vi aktiverede stress-gearet for at håndtere.

Så hvad sker der egentligt, når vi giver os selv en to-do-seddel, der aldrig helt bliver løst?


I første omgang dukker den dårlige samvittighed op. Følelsen af, at noget ikke blev gjort, selvom det skulle være gjort.


Med sig trækker den skyldfølelsen, der i sig selv er ganske motiverende. Vi bider tænderne sammen og giver den en ekstra skalle. Hvad enten det er bevidst eller ubevidst, så kan det betyde, at du også arbejder, når du egentligt skulle holde fri. Du er bagud, og leverer ikke det, som du har ”lovet”, og dermed skylder du. Uden nødvendigvis at tænke over, hvem eller hvad du skylder eller hvilket regnskab det er, og hvornår du faktisk har gjort nok.


Det i sig selv sætter sine spor både mentalt, fysisk og emotionelt, hvilket æder af den kapacitet, som er nødvendig for også at rumme andre dele af livet, herunder dig selv.


For nogle er det en situation, der, selvom den er forbundet med utilfredshed, kan opretholdes i årevis. Lige indtil den får følgeskab af skam.


Mens skyld ofte knytter sig til handlinger - eller mangel på samme - knytter skam sig til den, du er. Nu har du det ikke længere kun dårligt, fordi du ikke når alt det, som du ”skal”, men føler også, at du er et dårligt menneske eller simpelthen ikke dygtig nok til dit job, din rolle som forældre eller kammerat osv.


Mens skyld kan få dig til at knokle mere, så kan skam skubbe dig i den modsatte retning. Skam hæmmer handlekraften, fordi du mister troen på at du rent faktisk kan løse opgaverne.


Du kommer altså i en situation, hvor en to-do-liste, der aldrig helt forløses, kan presse dig til at knokle mere, og når du så stadig ikke helt når i mål, kommer skammen snigende med al sin tvivl og usikkerhed.


Jo længere tid der går, jo dårligere bliver du til at få sat flueben på to-do-listen, hvilket betyder at situationen bliver selvforstærkende.


Det manifesterer sig ved en ulyst til at være i opgaverne, hvorfor der kommer flere overspringshandlinger, eller en opgaveløsning, der hellere sker hurtigt end sikkert, hvilket igen kan fodrer oplevelsen af ikke at være god nok. Oveni kommer en lang række af negative mentale, fysiske og emotionelle konsekvenser, der for manges vedkommende også knytter sig til den syge stress.

Præstation vs accept

En af de tidligste aha-oplevelser, som jeg fik under min uddannelse til coach, var at det ikke altid handler om at nå et mål. Nogle gange handler det i stedet om at nå en accept.


Vi skal faktisk ikke altid opnå noget. Nogle gange ligger den største gave i at acceptere, at vi rent faktisk ikke skal eller kan opnå noget.


Accept fylder ikke nær så meget i vores moderne liv som præstationen gør. At acceptere føles derfor som mindre vigtig og mindre værdifuld, måske ligefrem som en middelmådighed eller et nederlag.


Vi tænker, at hvis andre kan og gør, og vi ikke kan eller gør det samme, så må vi nødvendigvis være dårligere end dem.


Det er ikke en sandhed, men det føles som en sandhed.


Det handler således i høj grad om mindset. At finde ud af, hvornår nok er nok, og elske sig selv for det mulige i stedet for at presse sig selv til det umulige.


Det er det, som, i en væredygtighedskontekst, er defineret som forskellen mellem det jeg kan og det jeg skal.


Du kan kun så meget, og du skal bruge den kapacitet så konstruktivt som muligt i stedet for at tro, at du kan gøre dit råderum større ved at føje flere skal-opgaver til.


Det starter med selvforståelse og -omsorg. En indsigt i og accept af egen begrænsning. I det ligger en enorm frihed til at bruge sig selv bedre, og dermed faktisk – og måske endda paradoksalt nok – opleve et større råderum med flere muligheder og øget handlefrihed.


Her er tre konkrete spørgsmål, som du kan reflektere over, hvis du føler dig presset af to-do-lister.


Hvordan kan jeg anerkende mig selv bedre for de enkelte opgaver, som jeg lykkes med?

Du er sandsynligvis rigtigt god til at fokusere på dine (mange) mål, der enten helt fysisk er skrevet ned eller står og blinker inde i hovedet. I det ligger også et ret ensidigt fokus på, at belønningen først er tilgængelig, når hele listen er tjekket af, og ikke når enkeltpunkterne er tjekket af. Fokusér på det sidste.


Hvordan kan jeg vise omsorg, overbærenhed og tilgivelse i forhold til mig selv?

Du har sandsynligvis været i en del situationer, hvor du har oplevet kollegaer, venner og familiemedlemmer, der var endt i en situation, hvor mængden af opgaver oversteg de tilgængelige muligheder for at lykkes. I den situation har du demonstreret omsorg, overbærenhed og tilgivelse for et andet menneske, så du har altså kompetencerne til at gøre det. Brug dem på dig selv.


Hvad kan jeg sige til mig selv, der minder mig om, at jeg ikke er mere end et menneske, og at det faktisk også er nok?

Intet menneske er mere end et menneske, hvilket er så banalt, at det er nemt at glemme. Det betyder i praksis, at du kun kan så meget, hvilket er et langt sundere pejlemærke i hverdagen end hele tiden at skulle mere.


At arbejde med accept af det mulige er ingen nem opgave. Du har, som de fleste, års erfaringer med at fokusere og træne det modsatte. At gå en anden vej kræver træning, men er heldigvis heller ikke et enten-eller. Du kan sagtens være ambitiøs, dedikeret, målrettet og passioneret, men du skal aktivere det inden for det, som er muligt for dig. Belønningen er, at du vil opleve, at langt mere faktisk bliver muligt, fordi du flytter dig og udvikler dig i et tempo, der er afstemt lige præcist dig og det sted, hvor du er i livet lige nu.


Har du brug for at få mere accept ind i dit liv, og en bedre balance mellem kan og skal, så behøver du ikke nødvendigvis gøre det alene. Du kan gå vejen med en coach, der ved præcist, hvordan du får åbnet for indsigt og ændret dit tankesæt, så der bliver bedre mulighed for at kunne mere, frem for at være begrænset af at skulle meget. Er du interesseret i at høre mere om væredygtighed eller coaching, er du velkommen til at kontakte mig helt uforpligtende.

Kommentare


Future Being_logo6.png
Modtag min INSPIRATIONSMAIL
1 ny artikel med inspiration - direkte i din mailboks hver 14. dag

Tak for din tilmelding

bottom of page